Historie

Historie

Hermed et historisk tilbageblik med begivenheder og møder, der har hjulpet mig på vej i mit liv med´skulpturerne, musikken, malerierne/tegningerne og keramikken.

Jeg håber, det kan sætte tanker i gang med reflektioner om et almindeligt liv og de muligheder, som har været til stede og inden for min rækkevidde.

Jeg har været så heldig at være til stede på et tidspunkt i Danmark, hvor jeg som almindeligt menneske har kunne have et liv, som kun tidligere var forundt de magtfulde og styrende i landet.

Jeg har aldrig sultet, jeg er blevet opereret adskillige gange, hvilket har betydet, at jeg stadigvæk er her. Jeg har børn og børnebørn ser dem vokse op og indgå i alle de sammenhænge, de har mulighed for at deltage i.

Mit liv har altid været præget af interesser og nødvendighed. I barndomshjemme styredes vi børn af de forventninger, som mine forældre og slægtninge lagde op som selvfølgeligheder – det var bare sådan “man” gjorde. Det betød bl.a., at vi lærte at bruge viljen som et værktøj for at gennemføre et eller andet stykke arbejde for os selv og til at begynde med for familiefællesskabet. Det indebar, at vi blev en del af en produktion – så at sige og blev opmuntret til tegning og legeudfoldelse, som en del af dagligdagen.

Vi lærte altså at passe på hinanden, at udfolde os selv og udflyde vores plads i fællesskabet. Vi havde vores små daglige opgaver, som at tænde op i kakkelovnen(hente koks og brænde i kælderen) opvask, som var en fællesopgave, gå på indkøb allerede i en tidlig alder(købmanden lå lige nede på gaden) osv. Små overkommelige opgaver, som dengang måske ikke altid lige var styret af lyst, blev gennemført og havde den virkning, at vi følte os som betydningfulde brikker i vore forældres hverdag. Vi var jo aldrig i tvivl om, at alt omkring os var styret af vore forældres kærlighed til hinanden og til os.

I den første huskede del af mit liv boede vi i de husvildeboliger, der lå foran Frederiksberg svømmehal. I 1946 flyttede vi til Flintholm alle nr. 25,1.th. Jeg gik en kort overgang i børnehave for enden af Flintholm alle ( der hvor Flintholm station ligger i dag) Dengang var Flintholm alle en lukket vej med en sidevej – Ejner Jensens vænge med tre-fire rækkehuse, nogle firmaer og mod gasværkets bagside boede den før omtalte Ejner Jensen, som jeg husker som en gammel mand, der kørte med en hesttrukne hestevogn.

Der blev min bror Allan født, hvilket jeg ikke husker så meget om ud over, at jeg var vildt glad for ham.

På et vist tidspunkt gik jeg i børnehaven, der lå for enden af Flintholm alle. Der kunne forstanderinden – jeg husker ikke navnet mere – spille klaver. Når vi sang, akkompagnerede hun. Jeg husker specielt “Solen er så rød mor”, som vist var min ynglingssang. Jeg havde den vane som barn at dreje mit hoived fra side til side, når jeg skulle falde i søvn.

Hver gang jeg hørte en sang eller et værk, som tiltalte mig, blev det brugt på denne måde. Når der var passager, jeg ikke kunne huske, lærte jeg dette næste gang, jeg hørte det. Mine forældre havde en gammel – den gang vist nok moderne – pladespiller med 78 omdrejninger og nogle – populærklassiske- og operette plader, hvor en del af mit ynglingsmusik fandtes. Dette blev begyndelsen på et spændende musikliv for mig.

Da jeg var 10 år blev min søster Linda født. Jeg var vild med hende også og har skiftet ble på hende mange gange – det er lidt sjovt at tænke på i dag, hvor hun netop er gået på efterløn.

Da jeg var 9 år tilbød en lærer (hr. Østergaard) på skolen – Sønderjyllandsskolen på Frederiksberg – at give fritidsundervisning i blokfjøjte. Dette meldte jeg mig til og lærte at spille. Jeg husker specielt, at jeg brugte fløjten til at lave mine egne små melodier – mest i mol.

Da jeg blev  10-11 år, havde jeg det store ønske at komme til at spille på violin, hvilket var et tilbud fra igen hr. Østergaard gennem ungdomskole på Frederiksberg, så vidt jeg husker. Tilbuddet indebar en anskaffelse af en violin gennem netop ungdomsskolen for 135 kr. for violinen, kassen, buen og harpiksen. Mine forældre, synes ikke, at de havde råd til dette – dengang høje – beløb. Jeg forhørte mig hos avisudsalget – et lille træskur på hjørnet af Flintholm alle og Finsensvej – om han var interesseret i, at jeg gik ud med aviser for ham. Det ville han gerne have og jeg startede med en ugeløn på 5 kr. om ugen.

Min mormor, der boede på Frederiksvej 25 st. th. hørte om dette initiativ fra min side. Hun skaffede mig i stedet budarbejde i et ismejeri på Mathildevej, hvor jeg fik 10 kr. om ugen. Det var jo et meget bedre tilbud, men i stedet for at gå med aviser om eftermiddagen, skulle jeg nu arbejde om morgenen, inden jeg skulle i skole incl. frem og tilbageturen. Jeg begyndte med violinspillet og betalte 8 kr. om ugen indtil violinen var betalt. jeg har stadig kvitteringerne.

Undervisningen,som  foregik på hold om eftermiddagen og individuelt i spisefrikvarteret, kostede ingenting.

Efter nogle år rejste hr. Østergaard desværre fra skolen – han fik tjeneste et andet sted.

Pludselig stod jeg helt alene, selvom han havde henvist mig til en violinist, som kunne fortsætte undervisningen. Han kostede for meget for mig og henviste mig til en kons.studerende, som boede i en loftlejlighed, Frederiksholm kanal i Københavns midte. Jeg havde fornøjelsen af ham et lille år. Derefter blev han ansat i Carnegie Hall. Igen uden lærer, men jeg blev henvist til en pianist hr.Horowitz på Gl.Kongevej. Han havde dannet et ungdomsorkester i Danmarks radio, som jeg jo gerne ville havne i. Han var imidlertid for dyr i forhold til mine midler – mit arbejde som morgenbud i ismajeriet.

Derefter gik jeg i gang med selv at spille både på blokfløjte og violin. Melodier, som jeg hørte, spillede jeg på øret, så godt jeg kunne.

På skolen var der et pigekor. Jeg var meget misundelig over ikke at kunne deltage i dette – uretfærdigt!

Jeg startede i skolen i 1950 i en ren drengeklasse og havde svært ved at læse og skrive stile, men violinspillet gav mig en form for selvtillid. Jeg blev nemlig ikke indstillet til mellemskolen, men gik i fri mellem i tre år selvom jeg igen i 6.klasse endnu engang prøvede på at komme i den boglige mellemskole. Det var netop på det tidspunkt, hvor jeg begyndte at spille på violin.

Det værste jeg vidste var at skulle læse op i klassen i dansktimerne. Det foregik på den måde, at hr. Ole Kjær – min dansklærer, sanglærer og klasselærer efter et bestemt system “hørte” os alle i dagens tekst, d.v.s. det stykke, som vi havde øvet os på derhjemme. Jeg husker, at når sidemanden blev udpeget til at læse, begyndte frygten i mig at tage over. Når det så endelig blev min tur lavede jeg fejl på fejl, selvom jeg havde øvet meget til hver time, og en reprimante om at øve mig mere på “dagens tekst” til næste gang.

6. og 7. skoleår – altså i den fri mellemskole – gik jeg i en kønsmæssigt blandet klasse. Der var en del ballade og tomgang, men jeg meldte mig til kurser i hjemkundskab, bogbinding og maskinskrivning. Jeg holdt meget af keramik og tegning, ligesom sløjt, såvel træ som metalsløjt var fag, jeg holdt meget af.

I 7.klasse skete der noget forunderligt i mit liv. Fra g+ i regnekarakter fik jeg i løbet af sidste halvdel af skoleåret helt op til mg+. Det var – tror jeg – den omtalte selvtillid, som spilleriet og modenhed i almindelighed havde givet mig, der var medvirkende. Jeg har nemlig altid lavet mit skolearbejde, selvom jeg havde meget svært ved at forstå det sprog, som blev brugt i skolen til at begynde med. Jeg kom fra en helt anden kultur.

I 8.klasse (3. fri mellem) fik jeg en ny klasselærer Edith(Kaldet: Ditte) Moisgaard, som betød rigtigt meget for min videre færd i skolesystemet. Hun fik mig overtalt – efter en meget rost rapport jeg lavede i forbindelse med en lejrskole i efteråret 1958, hvor i øvrigt min højt elskede keramik-og bogbindingslærer hr.Lindstrøm, var med – til at gå til optagelse på den 3-årige – mellem- og realskole på Gothhåbsvej.

Jeg blev optaget og havde der tre dejlige år med fantastiske lærere.

En af dem – Egon Raaberg, som var højt estimeret spillemand – fik en meget stor og helt speciel betydning. Han var min gymnastiklærer og allerede i november det samme år, spurgte han om der var nogle i klasserne, han underviste, der var interesseret i at deltage i firstemmig korsang til en juleoptræden på skolen. Jeg meldte mig til dette og sang tenor.

Dette blev begyndelsen til et mange års medlemskab af Onsdagskoret –  han havde dannet på Sophus Franck skolen på Frederiksberg. Når vi sang om onsdagen var der indlagt en pause, hvor vi dansede folkedans. Efter et stykke tid havde jeg aflyttet en melodi – Hamborg sekstur – og spillede den på min violin.

En dag spurgte jeg, om jeg måtte spille den, mens de andre dansede. Det fik jeg lov til og fik på den måde materiale til at gå videre med spilleriet. 

Jeg fik fat i noget nodemateriale, var på et spillemandsstævne på Kerteminde husholdningskole i en uge og fik tilladelse af formanden i Herlev folkedanserne og spillemanden Christian Hansen til at ”hænge-på” ved træningspillet hver uge. Derved lærte jeg en masse numre – jeg øvede mig meget. Efterhånden kunne jeg læse numrene direkte fra bladet eller efter at have hørt det enkelte nummer en enkel gang, men øvede stadigvæk ugen igennem. Mit første soloakkompagnement til folkedans var netop med Herlev folkedanserne, som gik rimeligt. I flere år spille jeg nu sammen med Christian Hansen og var til og med ham og danserne på tur til Tyskland.

Samtidig var jeg begyndt skolelærerstudiet på Frederiksberg Seminarie. Der mødte jeg Anders Ulstrup, som jeg i øvrigt kendte fra Onsdagskoret. Vi begyndte at spille violin sammen og dannede senere en spillemandskvartet. Samtidigt begyndte jeg at undervise om aftenen i folkedans, som jeg selv spillede til. Det blev starten til at spille og undervise på aftenskole bl.a. i OK-klubberne ved Frederiksberg runddel, hvor min gode ven Valdemar Damgaard Hansen, som på dette tidspunkt var en ældre herre, spillede med som 1.violin – altså melodien – mens jeg lagde en 2.stemme på sammenspillet. Det hele resulterede samtidigt med, at jeg samlede en stor gruppe unge mennesker, som studerede på Landbohøjskolen, til folkedans (120 stk.), kor og orkester i salen ”Gimle”.

Efter min dimission fra seminariet og et afsluttet studieår på Danmarks højskole for legemsøvelser blev jeg som lærer og faglærer i gymnastik og bevægelse 1969 ansat i skolevæsenet i Brøndby kommune og aftjente samtidigt min værnepligt i flyvevåbnet, som kontor-ordonans i Bevogtnings-eskadrillen i Værløse. Der lavede jeg bl.a. et vagtplan-system til treskiftet vagtforløb, således at alle menige og officerer havde lige mange vagter i deres tjenestetid. Jeg ved at den blev brugt mange år efter, at jeg havde forladt militæret. I denne forbindelse omkring musik tog jeg et fjernkursus i satsarbejde, som allerede dengang havde min store interesse.

Da jeg startede min lærergerning på Brøndbyøster skole fik jeg en 1.klasse i dansk, en del gymnastiktimer og en masse musiktimer(så vidt jeg husker 18/uge) . Den gang underviste man generelt 33-34 timer/uge i 200 arbejdsdage årligt. Jeg har liniefag i Biologi, men har aldrig undervist i dette fag.

Her skal snakken imidlertid kun handle om musikken i mit liv. Jeg kunne kun spille på blokfløjte og violin, men fandt hurtigt ud af, at jeg ikke umiddelbart kunne bruge dette i min undervisning, fordi børnene ikke før havde haft en grundlæggede indføring i dette fag. Jeg anskaffede en guitar og lærte tre akkorder på den til en start. Det lykkedes mig hurtigt, at få eleverne til at synge kendte popsange fra deres hverdag. Der stod nogle kromatiske metalofoner og nogle diatoniske xylofoner i musiklokalet og jeg begyndte så småt at tage disse med ind i undervisningen. Senere fik jeg lov til at købe plastikblokfløjter, som jeg også brugte i undervisning og hvorved eleverne lærte nodesystemmet og deltog meget intensivt også i bl.a. spisefrikvartererne og i akkompagnement til elevoptræden på skolen. Samtidig med dette startede jeg på kurser på Danmarks lærerhøjskoles musikinstitut i bl.a. hørelære og satsarbejde. Det endte med, at jeg i 1975 startede på cand.pæd.musikstudiet samme sted.

Dette arbejde resulterede i, at jeg fik sat et orkester i gang, der spillede akkompagnement ved skolekomedier o.l. Jeg indkøbte ukuleler og guitar til instrumentssamlingen. Jeg fik startet et rytmisk orkester, som spillede underlag for sang, fløjter og xylofoner. Samtidigt fandt jeg ud af, at der i et lukket trapperum på skolen lå nogle gamle messinginstrumenter: cornetter, alt-og tenorhorn samt en Eb-og en Bb tubaer. Disse instrumenter reparede jeg og lærte mig selv at spille på cornetten. Derefter satte jeg eleverne til at spille på de andre messinginstrumenter, så der dannedes et lille brassorkester, som optrådte ved f.eks. julenafslutninger o.l..Da inspektør Hindriksen hørte dette fik jeg tilladelse til at købe et par trompeter og en trækbasun. Det udviklede sig mere og mere. Jeg fik kontakt med Brøndbyøster landbysforening og vi spillede foran fastelavnsoptaget f.eks. ”Nu går vi rundt i byen” en gammel melodi, som i øvrigt var skrevet ned af ”lille Palle” nogle år tidligere og som jeg skrev et arrangement til orkesteret på opfordring af foreningens formand. Det blev en stor succes.

Meget af mit arbejde i denne forbindelse blev etableret under paragraf 3.stk.3 i skoleloven, der handlede om at samle elever til fritidsundervisning af forskellig observans bl.a. sangkor og sammenspilsgrupper. Da jeg startede var der 2 timer/uge til rådighed, men efter nogen tid blev antallet sat op til fire timer, hvor disse aktiviteter udmøntede sig til at ca. 2/3 af eleverne på Brøndbyøster skole var med i alle disse aktiviteter.

Det var et stort arbejde og langt ud over min opgave på skolen. Skoledirektør Blacksteen trådte til, således at jeg fik 50000 kr. om året til at købe forskellige blæseintrumenter og ansætte nogle instrumentallærere som undervisere , idet jeg havde ansøgt kommunen om at lave et el-baseret skoleorkester. Jeg fik dog besked på, at mit ønske kun kunne opfyldes, hvis orkesteret var  et marcherende orkester. Det var jo ikke lige det, jeg havde tænkt mig, men så mulighederne for at udvide mit arbejde med eleverne på min skole.

Der blev lavet uniformstrøjer og en stor orkesterfane af Fru Jensen og pædagogerne i fritidshjemmet Højstensgaard i Brøndbyøster. Vi rejste med orkesteret til venskabskommuner i Sverige og Norge(her: bl.a. til 17.maj-fejringen)

Kulturforvaltningen indkaldte mig i efteråret 1982 til møde  med et spørgsmål om, hvordan jeg ville lave en kommunal musikskole. Jeg holdt da et foredrag på flere timer om dette. Det hele resulterede i, at kommunen hyrede mig til at danne en kommunal musikskole d. 7.april i 1983, hvor jeg på delt tid blev sat til at arbejde på at lave programmet for den 1. sæson 1983-84 til Brøndby Musikskole på den daværende Lindelundskole.

Det hele startede med, at jeg fik et klasselokale stillet til rådighed, hvor den første opgave var at få etableret en telefon og i det hele taget at indrette et kontor, hvor det var muligt fungere med disse nye opgaver. Jeg jeg fik ansat de første lærere, skrev programmet og fik skolevæsenets bibliotekscentral til at trykke det.

Det blev godt modtaget og mange elever blev deltagere. I løbet af nogle år blev musikskolen til en helhed med omkring 2000 elever med udgangspunktet i §3.stk.3-undervisningen på alle ti skolerne i kommunen og senere soloundervisningen for elever der ville gå videre – vælge instrument og deltage i musikskolens overbygningsorkestere.

Mere følger!!!